Et bo- og aktivitetstilbud for unge voksne (18-45 år) med nedsat funktionsevne

Kildehaven
Kildehaven består af 48 boliger opdelt i fire enheder; Panorama, Paradis, Rådhuset og Kildebo. Hver enhed fungerer som en lille familie, hvor beboerne spiser sammen, holder spille/filmaftener og fejrer hinandens fødselsdage.
En sund og aktiv hverdag vægtes højt i Kildehaven og vores sundhedsfaglige personale sørger for energigivende ernæring ud fra “food for brains” princippet. Derudover har vi vores eget træningscenter og spaafdeling med tilknyttede træningsvejledere. Vi har desuden vores egen idrætsforening som er anerkendt af Dansk Handicap Forbund.
Vores mission er, at skabe et trygt, stimulerende miljø, der giver mulighed for personlig og faglig udvikling. Vi ønsker at give de unge mennesker mere selvbestemmelse og ansvar, mere frihed og flere valgmuligheder i et værdigt, trygt og tillidsfuldt miljø.
Gården
I 2012 overtog og ombyggede Kildehaven et lokalt hobbylandbrug i udkanten af Svinninge. Idag danner det rammerne om et fantastisk aktivitets- og samværstilbud for Kildehavens beboere og eksterne brugere.
Gården er beliggende ca 700 meter fra Kildehaven og transport til og fra Kildehaven gøres på en lille tryg sti, enten selvtransporterende eller via ledsagelse fra personalet med bevilgede §85 timer.
På Gården er de daglige aktiviteter opdelt i værksteder. Her finder brugerne efter lyst, evne og vejledning ind i et passende værksted. Medarbejdere og beboere planlægger værkstedernes konkrete aktiviteter i fællesskab. Her bliver blandt andet lavet nyhedsbreve, taget på ture, støbt og malet keramik, dyrket jorden, lavet mad og skrevet/opført historier.






