Beboerne i Kildehaven
Kildehaven er for yngre mennesker i aldersgruppen 16 til 40 år med nedsat funktionsevne - fysisk eller mentalt. Alle beboerne har behov for pleje, hjælp eller støtte.
De 42 boliger retter sig mod unge, som ønsker at udforske tilværelsen, og som gerne udfordrer sig selv i hverdagen. Samtidig er det en grundlæggende værdi for Kildehaven, at beboerne ønsker at indgå i et fællesskab, hvor der er plads til forskelligheder og lyst til at samarbejde.
Alle beboere har en kontaktperson, og de udarbejder i fællesskab en handleplan, der fortæller om de daglige aktiviteter, ferier og lignende. Personalegruppen sikrer, at pleje, støtte og omsorg sker ud fra den enkelte beboers behov og ønsker.
Alle de nuværende beboere har valgt at bo i Kildehaven ud fra det frie boligvalg, som er beskrevet i loven om friplejeboliger. Loven sikrer, at den enkelte borger har ret til selv at vælge blandt de mange forskellige boliger, som Socialministeriet har godkendt.














